Kan det være rigtigt, at man i dagens Danmark skal gå grædende hjem fra apoteket – uden sin medicin?

Kan det være rigtigt, at man i dagens Danmark skal gå grædende hjem fra apoteket – uden sin medicin?

Artikel til Dagens Pharma, juni 2020

Baggrunden for den lidt dramatiske overskrift er de seneste dages historier i en række medier om prishop på medicin. Prishop af et sådant omfang, at flere patienter har fortalt, at de har måtte undvære deres nødvendige medicin – angiveligt pga. de stærkt svingende priser.

Og lad mig straks svare på spørgsmålet. Selvfølgelig kan det ikke været rigtigt! At det er sket, er der ikke tvivl om. At det er sket før, er lige så sikkert. At det vil ske igen, kan nok ikke undgås. Det ændrer dog ikke ved, at det selvfølgelig er galt. Helt galt!

Danmark er et velfærdssamfund. Det gælder også på sundhedsområdet, herunder m.h.t. borgernes forbrug af medicin. På hospitalerne er det enkelt nok. Her betaler man ikke selv. På apotekerne er der en vis egenbetaling – men også kun en vis. P.t. fungerer medicintilskudssystemet på den måde, at der er en maksimal egenbetaling på 4.190 kr. om året, dvs. ca. 350 kr. om måneden.

I DR’s programmer – og på deres hjemmeside – er der henvist til en patient med kroniske smerter, der hver dag bruger ”20 receptpligtige piller” – fordelt på en række lægemidler – for at holde smerterne nede. Hun har afsat 1.200 kr. om måneden til medicin. Men det kan jo ikke passe, jf. reglerne om maksimal egenbetaling. Måske vælger hun selv et dyrere præparat – og så skal man jo selv betale forskellen. Eller også er noget af medicinen ikke tilskudsberettiget – men så har det nok ikke noget med hendes kroniske smerter at gøre. Eller også er en del af pillerne kosttilskud – og så har det ikke noget med medicinpriser at gøre.

Eksemplet er ikke nævnt for at hænge nogen ud. Men fordi det allerede er ophøjet til en sandhed i flere medier og hos en række politikere. Og fordi det har flyttet fokus over på prisdannelsen, hvor synspunktet nok er, at virksomhederne benytter enhver anledning til at berige sig på patienternes bekostning.

Jeg kan kun tale på vegne af de generiske og biosimilære virksomheder, der leverer medicin til de danske hospitaler og apoteker. Men alene på apoteksområdet sparer vi ca. 6 mia. kr. om året ved at bruge ”kopimedicin”. Siden 2005 er de gennemsnitlige priser på apoteksmedicin halveret. Og bare i første kvartal i år, er priserne faldet med ca. 4%. Når vi oveni Europas laveste (nogle gange ”kun” næstlaveste) priser lægger en – med international målestok – særdeles stor forsyningssikkerhed, så synes jeg egentlig ikke, der er så meget at komme efter.

Danmark er et lille land. Virksomhederne agerer i den store verden. Hvis vi også fremover skal have en stabil forsyning med generiske og biosimilære lægemidler til en pris, der er til at betale, så skal vi passe godt på, hvad vi har: Fleksibiliteten i navnlig apoteksmarkedet. Forudsigeligheden i reguleringen. Den fri prisdannelse.

Om en egenbetaling på højst 350 kr. om måneden er for meget, er et klart politisk spørgsmål. Men nogle af de problemer, som patienter kan opleve ved udsving i priserne, kan i betydeligt omfang lettes, hvis man sætter gang i en politisk proces, der kan reformere medicintilskudssystemet. Apotekerne og lægerne har tidligere peget en udjævning over året af egenbetalingen for borgere med et stort medicinforbrug. En sådan ordning kunne være digital med et fast beløb pr. måned – og administreret af en relevant myndighed, som foreslået af Apotekerforeningens formand.

Der kan også være andre modeller. Måske skulle man se på en mere social profil i tilskudssystemet, så det ikke er ens for alle. Vi bruger ca. 6 milliarder kr. hvert år på medicintilskud. Det gør vi ikke for at støtte lægemiddelindustrien, men fordi der er et klart politisk ønske om, at borgerne ikke skal betale den fulde pris for medicinen. På hospitalerne betaler man slet ikke noget. Det er måske at gå for vidt – men et system fra 1998 kunne da godt bruge et servicetjek. Bruger vi mon alle pengene fornuftigt? Er der mon ikke plads til forbedringer? Og skulle vi ikke se at komme i gang?

Som nævnt, er vi ikke alene med ambitionen om at reformere tilskudssystemet. Læger og apoteker har foreslået det. I de seneste dage har Ældre Sagen, Lif og flere andre været inde på samme tanke. Og endelig har Folketinget faktisk ved en række lejligheder bedt skiftende regeringer om at se på det, senest i slutningen af 2019.

Selvfølgelig skal ingen gå forgæves på apoteket. Industriforeningen for Generiske og Biosimilære Lægemidler er altid klar til en dialog om alle fornuftige forslag, der kan være med til at sikre dette. Men kun, hvis de gør et godt system bedre. Kun, hvis det ikke går ud over patienterne i form af medicinmangel og prisstigninger. Og kun, hvis det sker som et led i en samlet reform af hele forsyningskæden.

Ellers kommer vi simpelthen ikke i mål med at kunne sikre alle borgere i Danmark adgang til sikre og effektive lægemidler, til en pris, der er til at betale. Vi risikerer i stedet at sætte et velfungerende system under pres, det ikke kan tåle. Og det er patienterne og samfundsøkonomien, der kommer til at betale prisen herfor. Der er ingen nemme løsninger, men forhåbentlig en masse fornuft og omtanke.

18. juni 2020
Peter Jørgensen