Lave priser og høj forsyningssikkerhed. Min sjæl, hvad vil du mere?

Lave priser og høj forsyningssikkerhed. Min sjæl, hvad vil du mere?

Artikel til Altinget Sundhed, december 2018

Også i 2018 har debatten på sundhedsområdet handlet rigtig meget om udgifterne til lægemidler. Prisudvikling og udgiftsudvikling er blevet blandet godt og grundigt sammen. Udgifterne til hospitalsmedicin går op, mens udgifterne til tilskudsmedicin (på apotekerne) går ned. Nye lægemidler er ofte dyre, mens de ”gamle”, der er løbet af patent, altid er billige. Et broget billede. Tilbage står imidlertid en udefinerbar opfattelse af, at medicinområdet er løbet løbsk.

Jeg skal ikke blande mig i prisdannelsen på nye lægemidler til fx kræft. Man kan dog blot konstatere, at stigende udgifter til hospitalsmedicin bl.a. skyldes, at flere patienter behandles tidligere, bedre og længere. Er det først og fremmest et problem?  Det tror jeg ikke de pågældende patienter synes. Men jeg kan da godt forstå det politiske ønske om at prøve at tage toppen af udgiftsudviklingen for de lægemidler, hvor der ikke er nogen (særlig) konkurrence. Her spiller Medicinrådet en central rolle, og det samme gør de løbende prisloftaftaler med Lif.

Jeg kan derimod ikke forstå regeringens erklærede ambition om at indgå tilsvarende aftaler på den del af markedet, hvor konkurrencen fungerer til UG med kryds og slange. Og hvis ikke det kan lade sig gøre, så kommer der et nyt system, hvor priserne i 9 andre europæiske lande bruges som afsæt for prisudviklingen i Danmark.

Efter sigende handler politisk debat ikke længere om fakta, men om følelser. Lad mig alligevel prøve med et par fakta.

Vi har EU’s laveste priser på generiske lægemidler, og ifølge Apotekerforeningen spares hvert år flere milliarder herved. Det sker vel at mærke samtidig med en høj grad af forsyningssikkerhed. Til gavn for patienterne og skatteyderne. Det fremgår da også tydeligt af ministeriets egne tal, at prisen på sammenlignelige generiske lægemidler er HØJERE i samtlige de 9 lande, der skal indgå i en dansk priskurv. Hvordan det skulle kunne sænke prisen på EU’s billigste lægemidler, har vi endnu til gode at få forklaret.

Vi er også de dygtigste – måske i hele verden – til at tage biosimilære lægemidler i brug og til at gøre det straks efter patentudløb. Amgros har skønnet, at regionerne næste år sparer mere end 420 millioner kr. bl.a. fordi Humira er løbet af patent. Mere følger snart, når turen kommer til Herceptin og Mabthera. 10% af de samlede udgifter til hospitalsmedicin vil så være væk med et fingerknips. Til gavn for patienterne og skatteyderne.

Det er næsten for godt til at være sandt.

Men det skyldes jo først og fremmest at konkurrencen virker fordi markedet er både sundt og selvregulerende. Jeg er da med på, at nogen altid kan synes, at man måske kunne gøre det ”lidt bedre” og måske spare ”lidt mere”. Det ser jeg altså ikke for mig. En række generiske virksomheder er i forvejen presset på indtjeningen på visse produkter, og der skal måske ikke mere ned et bureaukratisk prissystem til, at de vælger at trække nogle af dem fra markedet. Til gavn for hvem: Patienterne?

Jeg er også med på, at der hos politikere kan være et ønske om at træde i karakter i forhold til medicinalindustrien som patienternes ”værner”. Men i virkeligheden er nok både patienter og politikere mere optaget af om den nødvendige medicin er til rådighed på markedet – og til en pris, der er til at betale? Sådan er det i dag, og det er jo det, det hele handler om – eller burde handle om.

Industriforeningen for Generiske og Biosimilære Lægemidler er altid klar til en dialog om, hvordan vi kan gøre måske verdens bedste generiske og biosimilære marked endnu bedre. I givet fald til gavn for først og fremmest patienterne. Men vi vil meget opfordre til, at man tænker sig rigtig godt om, og vil meget advare mod hurtige og på papiret smarte løsninger på et problem, der ikke rigtigt eksisterer.

Peter Jørgensen