Torsdag d. 12. december 2024


Om fortrolige priser

Industriforeningen for Generiske og Biosimilære Lægemidler (IGL) har den 15. november 2024
modtaget Indenrigs- og Sundhedsministeriets høring over et udkast til lovforslag om en ændring
af sundhedsloven, der indfører mulighed for forhandling af fortrolige priser i tilskudssystemet.

Baggrunden for lovforslaget er den aftale Regeringen og Danske Regioner indgik den 1. juni 2024
om regionernes økonomi for 2025. Det fremgik heraf blandt andet, at parterne var enige om, at
der bør indføres mulighed for, at Amgros kan forhandle fortrolige priser på udvalgte lægemidler i
tilskudssystemet. Formålet med lovforslaget er at gøre det muligt, at der i perioden 1. juli 2025 til
og med 30. juni 2028 kan gives generelt tilskud og generelt klausuleret tilskud på baggrund af en
forhandlet fortrolig pris. Forslaget giver indenrigs- og sundhedsministeren bemyndigelse til at
udmønte de nærmere rammer for ordningen i en bekendtgørelse, jf. lovforslagets bemærkninger.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget bl.a., at muligheden for at forhandle fortrolige
priser afgrænses til: 1) nye, dyre lægemidler, hvor der ansøges om generelt tilskud eller generelt
klausuleret tilskud, 2) lægemidler, hvor Lægemiddelstyrelsen foretager en revurdering af
tilskudsstatus, og 3) lægemidler, hvor behandlingen af et sygdomsområde besluttes udlagt fra
sygehus- til praksissektoren. Der er således tale om et ganske snævert anvendelsesområde. Hertil
kommer en yderligere begrænsning, idet muligheden for at yde tilskud på baggrund af en fortrolig
pris på lægemidler alene tænkes benyttes i forbindelse med 3-5 tilskudsprocesser årligt. Herved
forstås enten behandling af en ansøgning om generelt tilskud eller generelt klausuleret tilskud til
et enkelt lægemiddel, en revurdering af tilskud til eller udlægning af en gruppe af lægemidler.

Det er endelig en generel forudsætning, at den forhandlede prisreduktion naturligvis vurderes at
føre til lavere regionale udgifter til tilskudsmedicin.

Prisdannelsen

Det overordnede formål med lovforslaget er at sikre til lavere medicinudgifter i primærsektoren
gennem en forhandling med virksomhederne om nedsatte priser. Det forudsættes imidlertid med
lovforslaget, at der ikke kan forhandles på lægemidler, hvor der enten er eksisterende generisk
konkurrence eller biosimilær substitution eller som inden for en nærmere fremtid står til at blive
udsat for konkurrence af generiske lægemidler. IGL noterer sig på den baggrund, at stort set alle
produkter fra vores medlemmer ikke vil være omfattet af lovforslagets bestemmelser. Det synes
heller ikke at give megen mening, jf. at vi løbende har de laveste priser på såvel generiske som
biosimilære lægemidler i hele EU.
IGL skal derfor også helt generelt advare mod at pille for meget ved den del af markedet, hvor
prisdannelsen i forvejen er velfungerende.

Hensynet til borgerne

IGL har noteret, at den foreslåede ordning tilrettelægges på en sådan måde, at borgerne, som det
er tilfældet med andre lægemidler, på apoteket blive tilbudt det lægemiddel i en substitutions
gruppe, der har den laveste officielle listepris. Samtidig muliggør ordningen, at nogle borgere kan
få tilskud til køb af lægemidler, der ikke ville leve op til kriterierne for at få tilskud, hvis der ikke
kunne forhandles om en fortrolig pris som en del af tilskudsvurderingen.
IGL støtter selvfølgelig fuldt ud dette hensyn til borgerne.

Rabat uden omsætning

Ifølge lovforslaget skal differencen mellem den officielle listepris og den forhandlede fortrolige

pris på alle solgte pakninger af det pågældende lægemiddel, herunder evt. parallelimporterede,
tilbagebetales af den virksomhed, der har indgået aftalen om den fortrolige pris, til regionerne
medmindre der indgås specifik aftale i forhandlingen med Amgros I/S om en delvis dækning af
solgte pakninger fra parallelimportører. Dvs. at en virksomhed kan risikere at skulle betale en
rabat, selvom de ingen omsætning har haft, fordi PI har været billigere.

Det synes efter IGL’s’ opfattelse slet ikke at give nogen som helst (kommerciel) mening.

På et orienteringsmøde med IGL ultimo oktober 2024 har Indenrigs- og Sundhedsministeriet
imidlertid bekræftet, at det er en korrekt forståelse af forslaget. Ministeriet har således henvist til,
at det ikke har været muligt at lande en model, hvor man både kan holde priserne fuldt fortrolige
og samtidig sikre, at borgerne får udleveret det billigste lægemiddel i substitutionsgruppen på
apoteket, uden at den virksomhed, der indgår aftale om en fortrolig pris, også betaler rabatten,
når et parallelimporteret produkt er det billigste for borgeren. Ministeriet henviste samtidig til, at
det er frivilligt for virksomhederne at indgå i forhandlingerne med Amgros, herunder om risikoen
for parallelimport skal dækkes helt eller delvist af virksomheden.

IGL er skeptisk overfor holdbarheden af denne begrundelse, og har under alle omstændigheder
svært ved at forestille sig, at en eller flere af medlemsvirksomhederne vil finde det attraktivt at
indgå rabataftaler på et grundlag, der kan ende med en negativ omsætning. Det kan illustreres
med fx migræne og diabetes, hvor medicinen i dag sælges med store rabatter via Amgros. Hvis
virksomheder så skulle indgå en tilsvarende rabataftale, uden at der lukkes for at der så at sige
kan sælges PI medicin på deres regning, ender de jo med et negativt salg.

Fortrolige priser

Endelig er der hele spørgsmålet om fortrolighed om priserne. Efter lovforslaget skal rabatterne
skal være fortrolige, og ordet indgår ikke mindre end 117 steder i teksten. Den forhandlede
fortrolige pris offentliggøres ikke i Medicinpriser.dk og holdes dermed også fortrolig over for
apoteker og borgere. Apoteket sælger lægemidlet til borgeren til den officielle listepris og tilskud
beregnes på grundlag heraf.

Der er formentlig mange gode begrundelser for denne fortrolighed.

IGL skal dog gøre opmærksom på, at det kan have nogle negative konsekvenser for generiske og
biosimilære lægemidler, hvis det bliver (for) svært for virksomhederne at vurdere om Danmark er et attraktivt marked for nye lanceringer – eller om de hellere skal lancere på mere åbne og transparente markeder.

Det er selvsagt en vigtig del af virksomhedernes nødvendige kommercielle overvejelser.

En løsning kunne måske være at rabataftalerne blot automatisk forsvinder, når der sker generisk
introduktion, hvilket jo svarer til vilkårene for overhovedet at indgå dem til at begynde med. Det
betyder samtidig, at der ikke er behov for at publicere aftaleprisen og dermed offentliggøre den
fortrolige pris. Også for (nogle af) IGL’s medlemmer kunne det i givet fald være en ”showstopper”,
da det kan påvirke referencepriserne (i andre lande) negativt.